Vi har haft en uges ferie sammen.

Mandag og tirsdag tog vi på en lille udflugt, hvor der blev
tid til både sightseeing og lidt geocaching. Ganske simpelt en tur ud i det blå
med Lille Vildmose og Rosenholm Slot, som eneste faste holdepunkter. En rigtig
dejlig tur, hvor der blev set på brugskunst, natur og flotte bygninger.
Frokosten blev indtaget i skoven tæt på Mosskovpavillonen. Her brugte vi også
anledningen til at tage en tur rundt om Store Økssø for at finde en cache.

Naturcenter Lille Vildmose var ikke, som vi havde forventet, så vi drog hurtigt
videre. I Udbyhøj viste det sig at være en udfordring at finde aftensmad, men
der var et pizzeria i Øster Tørslev. Vi havde en idé om at lige svinge ind et
sted, hvor der var skilte med B&B eller Zimmer, men det viste sig at være
stort set umuligt at finde et sådan sted. Så vi sluttede mandag af, med at
kravle i soveposerne i en shelter i Mellerup.

Tirsdag morgen gik turen mod Randers og morgenkaffe, inden
vi kom omkring Clausholm Slot (lukket – sæsonen var allerede slut) og videre
til Rosenholm Slot, hvor vi heldigvis fik en god rundvisning med en meget
kompetent guide. Det var spændende. Videre gik turen tilbage mod Thy ad små
hyggelige veje, men desværre uden det store udbud af gallerier og caféer, som
vi havde drømt om. Trods alt en dejlig tur, som blev afsluttet med aftensmad på
et cafeteria, hvor vi ved, at maden er god og rigelig.

Vi må nok konstatere, at vi synes noget bedre om naturen på
Himmerland end på Randers-kanten. Men sådan er der jo så meget…

Efter at have været på tur mandag-tirsdag, var der dømt hjemmedag
og havearbejde onsdag. Det blev vejr til både lidt havearbejde og til at slappe
fuldstændig af i en sækkestol med en god bog mens regnen trommede på
tagvinduet. Men mellem bygerne blev der også tid til havearbejde og kaffe på
terrassen.

Torsdag var det igen tid til en heldagsudflugt. Denne gang
gik turen til Vestkysten – sådan omkring Ferring, Bovbjerg Fyr, Trans, Fjaltring,
Torsminde og Fjand. En blanding af naturoplevelser, sightseeing og geocaching.
Turen hjemad gik igen op mellem Nissum Fjord og Vesterhavet og over Ramme,
Lomborg og Rom hjemover. Vesterhavet har en særlig plads i vores bevidsthed –
det er dejlig natur.

Fredag og lørdag var hjemmedage med praktisk arbejde i haven
og masser af hygge. Det blev høstet bønner og løg samt plantet nye jordbær. De
gamle jordbær, der skulle fjernes blev gravet op og der blev luget mellem de
jordbær, der skal blive. Det var dejligt at få det gjort, og vi hyggede os med
arbejdet i fællesskab.

Lørdag aften var vi inviteret til middag hos bekendte og
søndag var det igen udflugts- / geocachingdag. Vi kørte til Borbjerg Plantage
og fandt 30 caches (og skridttælleren stod på godt 18.000). Det var en dejlig
afslutning på en uges ferie. I morgen kalder hverdagen igen – mon vi føler os
klar til det?