I weekenden havde vi besøg af to unge piger fra
Hviderusland. Vi havde meldt os som værtsfamilie for en weekend i forbindelse
med den sommerlejr, Tjernobylforeningen afholder hvert år. Fredag aften skulle
vi afhente to ledere på lejren. De skulle (ligesom alle børnene) indkvarteres
privat i en weekend. Herren i huset har lært nogle russiske ord i forbindelse
med arbejde udenlands, men var lidt rusten, så det var en stor hjælp, at den
ene af de to unge piger kunne en lille bitte smule engelsk. Ellers klarede vi
kommunikationen med tegnsprog og fantasi. Vi fik pigerne indkvarteret, viste
rundt og forklarede på bedste beskub. Efter 2 ugers arbejde som ledere for
børnene var der træthed at spore, så pigerne fik sig et langt varmt bad og en
god nats søvn. Lørdag formiddag lånte de et par cykler og drog en tur til
stranden på egen hånd. Efter frokost fik de kontakt med familie/venner via
internettet og tog derefter en lang lur. Lørdag aften kørte vi en tur til
Vesterhavet, hvilket var en stor succes – bortset fra at den ene af pigerne
frøs med anstand til sidst.

Søndag morgen spurgte vi pigerne, om de helst ville blive
hjemme og slappe af eller om de hellere så, at vi kørte en tur. De ville meget
gerne med på en tur ud i det blå. Den forkølede J. fik varm hyldebærsaft og
blev forsynet med halspastiller, papirlommetørklæder og svigerdatterens
skijakke (til låns). Dernæst blev der smurt madpakker og pakket tasker. Jeg
viste pigerne ruten på kortet og forklarede at det var en heldagstur, vi havde
tænkt os. Vi drog afsted og fulgte mere eller mindre den planlagte rute. Det
blev hurtigt klart for os, at vi med fordel kunne nedtone de kulturelle indslag
og bruge mere tid i naturen (især havet var en stor magnet). Det en dag tur med
fjord, museum, færgefart, madpakke i det fri, gammeldags isvafler samt både hav
og skov. Som afslutning spiste vi aftensmad på en havnecafé og leverede pigerne
på lejren igen. Vi var i tvivl om, hvorvidt weekenden havde levet op til
pigernes forventninger, men efter K.’s afskedsknus at dømme har det været mere
end okay.