Første
august er nationaldag i Schweiz og vi valgte at gå en tur til den nærliggende
Sinnepark med lidt geocaching undervejs. Tæt på grillpladsen ved Sinne Park er
startkoordinaterne til en multicache, som skulle være ret god, men desværre
lykkedes det os ikke at finde det første gemmested, selv om vi ledte i meget
lang tid.

Men selve Sinne Park er et
hyggeligt område med forskellige ting, man kan prøve. Der er noget for alle
sanser og man kan lege med i stort omfang. Du kan se mere om Sinne Park her.

Vi begav os
tilbage mod Ebnat-Kappel og uvist af hvilken årsag droppede vi ind på en café
og fik kaffe og kage – og derfor blev det småt med frokost, da vi efterfølgende
landede hjemme i familien Rudolfs hus.

Feriestemningen
lagde sig over os, vi tog solbad, læste og slappede af om eftermiddagen.

I anledning
af 1. august fik vi raclette på terrassen. Det vil sige kogte kartofler, ost
med forskellige krydderier smeltet på de små pander og så serveret sammen med
et grøntsagsfad, rysteribs og skiver af pølser. Det var hyggeligt at sidde og
lytte til byens lyde blandet med ko klokkerne fra alpesiderne. Da mørket faldt
på startede fyrværkeriet så småt. Mellem 22.00 og 23.30, hvor det var på sit
højeste, stod vi på tagterrassen og kiggede i alle retninger. Man kunne se ret
meget fyrværkeri – og hold da op, som det giver lyd her i dalen.